Termonet Danmark er en forening med det vedtægtsbestemte formål, på almennyttig vis, at fremme udbredelse af termonet (kollektive jordvarme- og kølingssystemer), hvor sådanne installationer vil kunne bidrage til omstilling til mere klimavenlige løsninger.
Igennem det seneste år er der sket en voldsom stigning i interessen for termonet. En stigning i interessen som umuligt kunne have været forudset da foreningen sidste år i december ansøgte om støtte hos Miljø- og Energifonden til at indkøbe brochurer og roll-ups. Materialerne har været flittigt brugt på borgermøder rundt omkring i landet, hvor frustrerede husejere kæmper med de høje energipriser. I mange landsbyer med udsigten til ikke at kunne få traditionel fjernvarme.
I Termonet Danmark kæmper vi for at fortælle husejerne i disse landsbyer, at der ER en måde at få fjernvarme på. Det skal blot ikke være den traditionelle fjernvarme, men fjernvarme i en bredere forståelse, hvor der kan anvendes uisolerede rør til at rørforbinde jordvarmepumper. Trods det at der er 12 etablerede termonet i Danmark, har der manglet et net, der er større end 250 kW og dermed etableret under varmeforsyningslovens bestemmelser med de muligheder det giver for forbrugerne: Intet tilmeldingsgebyr, medejerskab af forsyningen, fuld service og lav varmepris.
