Den 22. juli 2017 kommer ca. 40.000 spejdere til Sønderborg, og her har man bedt vores Forening VedvarendeEnergi-Sønderborg om at være med i Aktivitetsteltet på lejren , hvor man især vil formidle budskabet om at bruge vedvarende energi. UngEnergi fra landsforeningen VedvarendeEnergi har samtidig søgt om at få mulighed for at deltage på spejderlejren, og vi i Foreningen VedvarendeEnergi-Sønderborg har derfor tilbudt, at de kan arbejde sammen med os. Sammen vil vi så således bruge anledningen til at fremme kendskabet til vedvarende energi.
Ledelsen af spejderlejren har bedt os i VedvarendeEnergi-Sønderborg om at lave ca. 200 energi-pakker, som skal indeholde materialer og vejledning /opskrift til f.eks. en lille vindmølle lavet af en plastiktagrende, varmluftsolfanger lavet af coladåser, samt lignende ting. Disse energi-pakker vil så blive udleveret i aktivitetsteltet på Spejderlejren, hvor de unge fra UngEnergi så vil deltage med at udlevere dem, samt bl.a. vise spejderne, hvordan man laver mobilopladere af små solceller (solcellekit). Også andre ting inden for vedvarende energi vil vi udstille.
