Kursus for naturfagslærere om bæredygtig byudvikling 

Geografforbundet, Biologiforbundet, Danmarks Fysik/Kemilærerforening

I samarbejde med Biologiforbundet og Danmarks Fysik/kemilærerforening, arrangerer Geografforbundet et tredages kursus for naturfagslærere. Kurset har fokus på Bæredygtig byudvikling og på hvordan lærerne samarbejder om bæredygtige emner, bl.a. ved at arbejde med bæredygtighedsproblematikker i lokalmiljøet. Som eksempel tager vi afsæt i den bæredygtige by Vinge, ved Frederikssund, som er ved at blive opført. Det er hensigten at lærerne efterfølgende skal arbejde videre med bæredygtighedsproblematikker, sammen med deres elever, i de respektive lokalmiljøer hvor deres skoler ligger i.

På kurset vil vi bl.a. arbejde i workshops med forskellige undersøgelser af bæredygtige løsninger, men der kommer også til at være oplæg om forskellige aspekter af bæredygtig byudvikling, eksempelvis integrering af forskellige vedvarende energiløsninger i bæredygtige byer. Kurset støtter lærerne i at samarbejde om den fællesfaglige praktisk-mundtlige prøve, der bliver obligatorisk skolen fra denne sommer.

På kurset giver vi lærerne inspiration til hvordan de kan arbejde med bæredygtighed i deres undervisning, herunder hvordan de kan skabe interesse for emnet blandt eleverne og samtidig lære eleverne at de har en aktiv rolle at spille i forhold til bæredygtighedsproblematikker – nu og i fremtiden.