UngEnergi Aalborg – Bæredygtighedsfestival i Aalborg 

Bæredygtighedsfestivalen i Aalborg indledes d. 9. september, hvor forskellige foreninger vil være til stede med et telt. Her ønsker vi i UngEnergi, en organisation baseret på unge frivillige, at stille op med en stand til det formål at inspirere de besøgende til bæredygtighedsfestivalen til at tage flere CO2-reducerende tiltag i deres hverdag. Det vil vi gøre med et telt, hvori vi vil dele det op og sætte fokus på to områder; mad og energiforbrug i hjemmet.

I forbindelse med strøm vil vi sætte en cykel op, der, når man træder i den, genererer strøm, som vil blive brugt til at oplyse en pære eller et tv. Her er formålet at gøre de besøgende opmærksomme på, hvor meget energi, der skal til at holde disse apparater kørende- selv i standby-tilstand. Her vil cyklen have stor påvirkning på de besøgende, da man netop mærker det på egen krop. Hertil vil der være foldere, som vi deler ud med information, om hvor meget CO2-udledning forskellige apparater i hjemmet bruger, samt hvilke økonomiske gevinster, der også er ved at spare på strømmen, for at påvirke flest muligt. Vi vil især sætte fokus på, hvilke konkrete tiltag de selv kan tage, og fremhæve fordelende ved vedvarende energikilder. For at motivere de forbipasserende til at prøve cyklen, vil vi afholde en konkurrence, hvor der vil blive uddelt præmier, til dem som kan holde pæren i gang i længst tid. Cyklen og tilbehøret hertil låner vi af Energitjenesten, hvor vi blot skal betale for transporten.

Til den anden del med fokus på mad, vil vi lave vegetar sandwich med hummus til 200 smagsprøver, for at gøre opmærksom på, at det ikke behøver at være besværligt eller kedeligt, at spise mindre kød, og at man på den måde kan reducere sin co2-udledning. Opskrifterne vil blive udleveret. Her vil der også blive lavet andet mad til smagsprøver, hvor vi får fødevarende fra organisationen NOFO (Nordjyllands fødevareoverskud), som samler mad ind fra supermarkeder inden det bliver smidt ud. Maden vil laves dagen inden, og eftersom at vi ikke på forhånd kan vide, hvad vi får fra NOFO, ved vi heller ikke endnu, hvilken supplerende ret vi laver her. Dette er for at sætte fokus på at reducere ens madspild ved at vise, at man nemt kan lave lækker mad med overskudsmad.

Det bør her nævnes, at budgettet er lave ud fra den formodning, at alle ingredienserne til humussandwichene, skal købes ind. Det kan dog være, at vi får f.eks. agurker, hvidløg, brød eller salat fra NOFO, og derfor vil det ikke blive nødvendigt at købe det ind.