Sankt Annæ Gymnasium – Afholdelse af Miljøugen

På Sankt Annæ Gymnasium har vi et miljøudvalg, som på nuværende tidspunkt har 47 medlemmer. Miljøudvalgets hovedformål er at adressere de globale klimaproblemer vi står over for i dag på en konstruktiv måde, som skaber incitament hos den enkelte til at handle aktivt over for problemerne. Det søger vi at gøre ved at komme med bud på forskellige simple tiltag, der kan medvirke til, at den enkelte bliver mere bæredygtig, klimavenlig og om ikke andet klimabevidst i sin hverdag. Netop dette sætter vi særligt fokus på i vores årlige ”Miljøuge”.

Vores arrangement: Miljøugen
Miljøugen indebærer en række arrangementer, som alle hører under grøn aktivisme, men som samtidigt skal være med til at skabe positivitet omkring bæredygtighed, som vi mener er nødvendig for at få folk til at ændre forskellige aspekter af deres livsstil. Vi har de sidste tre år holdt en miljøuge. Der er en række arrangementer, som vi har lavet hvert år, som har været velfungerende, men projektet ønsker vi at udvide yderligere i år.