ReTent – udvikling af det første bæredygtige festivaltelt

ReTent er i gang med at udvikle det første bæredygtige og cirkulære festivaltelt, der revolutionerer måden, vi tænker festivaltelte på. I stedet for de traditionelle telte med mange komponenter og skadelige coatings, som fx PFAS, introducerer vi et nyt design baseret på få, holdbare moduler af hård plast. Ligeledes vil teltet være produceret af genanvendte materialer såsom indsamlet fiskegarn. Dette koncept muliggør nem genbrug, rengøring og herefter genudlejning af vores telte, hvor de nuværende telte ofte er engangsbrug og miljøbelastende.
Vi har allerede etableret tæt samarbejde med flere af Danmarks største festivaler, herunder Smukfest, Nibe Festival og Skive Festival, hvor vi blandt andet igennem et projektsamarbejde med Smukfest, har opnået en dybdegående indsigt i de udfordringer, som de nuværende telte skaber. Denne indsigt har ført til bred interesse for vores koncept blandt flere festivaler.