Studieophold – Mikrobiel økologi i biogasproduktion

Projektbeskrivelse: Mikrobiel økologi i biogasproduktion

Maja Nielsen, Ph.d.-studerende, Aarhus Universitet, Institut for Ingeniørvidenskab

Verden er udfordret af de negative effekter fra klimaforandringerne. Mange af disse er forårsaget af brugen af fossile brændstoffer, hvorfor det også er af største interesse at finde energivenlige og mere miljørigtige alternativer. For at vi kan nå længst, er det vigtigt at få nogle af de største aktører i verden involveret. Lande som Kina og USA er eksempler på disse.
I Danmark har vi en lang tradition for udvikling og optimering af teknologier, som anvendes til produktion af grøn energi. Det er eksempelvis vindenergi, solceller og biogasproduktion. Herved udnyttes energien i vind, sol eller biomasse og omdannes til energi. Produktionen af biogas er en mikrobielt katalyseret proces, hvor forskellige typer biomasse udrådnes og biogas produceres som slutprodukt. Biogas indeholder store mængder metan, som videre kan omdannes til elektricitet. Restprodukter fra landbruget, industrien og spildevandsrensning kan anvendes, hvorfor teknologien også sikrer den bedste udnyttelse og genanvendelse af forskellige spildprodukter. Netop identifikation og karakterisering af mikroorganismer i biogasproduktion er fokus i min forskning. Hidtil har dette været et fuldstændigt overset område, men mine resultater er med til at kaste nyt lys på processen. Resultaterne kobler grundforskning med den anvendte forskning og resultaterne kan derfor direkte anvendes i produktion og optimering af biogasproduktion i Danmark.


Det er nødvendigt med økonomisk støtte for realiseringen af mit ophold i USA og baggrunden for denne ansøgning. Støtten skal være med til at dække rejse- og leveomkostninger samt arbejdsrelaterede udgifter til University of Michigan. Derudover skal pengene bruges til dækning af sundhedsforsikringen som er påkrævet for visumansøgningen. Mit ophold vil være med til at sætte både Danmark og Aarhus Universitet på verdenskortet. Det vil danne grundlaget for et fremtidigt samarbejde mellem disse to universiteter. Det økonomiske bidrag, er derfor ikke kun en én-gangs investering, men er en investering med et længerevarende perspektiv, som kan være med til at sikre et bedre klima for fremtidige generationer.