Foreningen Mahajas Escape Rooms har startet projektet “Naturen kalder på dig”, en puzzle walk med det formål at lade unge lege sig til at undersøge menneskets forhold til naturen via inspiration fra escape room-konceptet og audiowalks. I den grønne omstilling finder vi det vigtigt at fokusere på de positive ting, omstillingen kræver. Klimaudfordringen skaber et godt incitament til at stoppe op og revurdere vores forhold til naturen og samtidig naturens værdier. Disse ting glemmer vi ofte selv i en travl hverdag.
Vi ønsker at deltagerne går fra spillet med en positiv følelse af at have mærket hvor værdifuld naturen er. Vi håber at spillet kan skabe positive refleksioner om naturen til folk i alle aldre, så de begynder at kigge indad og forstå hvilket forhold de ønsker at have til naturen. Det kan prikke til større indre motivation til den grønne omstilling.
