Gedser Forsøgsmølle bærer på en bevaringsværdig fortælling om dansk pionerånd og Danmark som fakkelbærer i bæredygtig teknologiudvikling – en fortælling man oplever produktet af, når vindmølleparkerne anes på horisonten fra færgedækket, når solvarmeanlæggene passeres på Gedser Landevej, og når naboerne på Lolland producerer møllevinger på 100 meters længde.
Den originale Gedser Forsøgsmølle fra 1957 blev tilvejebragt af den danske opfinder Johannes Juul, og var i sin konstruktion revolutionerende for vindmølleindustrien med sine 3 stall-regulerede vinger, der oprindeligt var tænkt udført i glasfiber, og må betragtes som Stammoder for det moderne vindmølledesign – ModerMøllen.
I dag står kun ’faklen’ tilbage på Korsagervej som et monumentalt værk over fortidens teknologiske landvindinger, og selvom den kan ses fra både land, vand og luft, mærkes historiens vingesus næppe i de tusinder af turister, der lander i Gedser i løbet af året.
Projektet skal skabe opmærksomhed og oplyse omkring bæredygtige energiformer.
Gedser Forsøgsmølle trækker i sin nuværende form allerede besøgende, men er svært tilgængeligt pga. manglende skiltning og dårlige adgangsforhold. Med ny skiltning og nyanlagt grusvej på nuværende markvej samt P-plads og toiletter ved møllearealet, skal området gøres tilgængeligt for offentligheden.
I tillæg skal projektet trække turister til Sydfalster, så området drager nytte af de mange turister, der i forvejen kører til og fra færgen.