Jan Svendsen – Bogudgivelse ”Energi for evigt”

“Energi for evigt” slutter det samlede værk om dansk brændsel og energiforsyning. Tidligere har jeg skrevet ”Det brune guld” om brunkul, ”Tørvene triller” om moseindustrien og ”Olien længe leve” om olie og naturgas. Dermed tre bøger om fossile brændsler. Bind 4 ”Energi for evigt” handler, som titlen siger, om vedvarende, fornybar, erstattelig og bæredygtig energi. Med de fire bøger slutter jeg ringen. Også i forhold til energi, hvor vi begyndte med naturligt brændsel og nu vender tilbage til den klimavenlige energi. Fra import af fossile brændsler, især kul og olie, skal vi igen klare os med selvforsyning fra vedvarende energi. Vi kan endda eksportere vedvarende energi, viden og teknologi i tilknytning hertil. Siden 1997 har Danmark haft handelsoverskud af energi, så vi har ændret fra import af energi til import af valuta. Bogen beskriver alle facetter af ”den grønne” energisektor historisk, teoretisk og praktisk med fokus på den menneskelige dimension. Mange personer medvirker i bogen, og deres historier står for mig lige så stærke som akademisk historie. Den enkelte person står inde for sin egen historie, og jeg har ansvaret for den faglige validitet, hvor jeg dokumenterer via videnskabsfolk, specialister, embedsmænd, arkiver og leksika.