Folkehøjskolernes Forening

D. 29. juli afholder vi en endags sommerhøjskole i u-Kirke i København for at markere Earth Overshoot Day; den dag hvor menneskehedens krav på de økologiske ressourcer og servicer i et givent år har overskredet hvad jorden selv kan regenerere i samme år. Sidste år lå datoen d. 2. August. Hvis hele jordens befolkning forbrugte som den gennemsnitlige dansker ville dagen ligge allerede d. 12. april.

Det bliver en dag i klimaets og miljøets navn i højskole-rammer. Vi ønsker at samle folk om at sætte fokus på vores aftryk på klodens ressourcer gennem oplysning, samvær og handlerum. “Hvordan rykker vi datoen?” er spørgsmålet vi sammen vil tage stilling til.

Dagens program starter ud med en let morgenmad og en inspirationsdebat, hvor 3 paneldeltagere vil samtale om deres syn på omstilling. Vi ønsker at sammensætte panelet af en klimaekspert, en ung aktivist og en blogger fra SustainDaily, og vi er pt i gang med at kontakte mulige paneldeltagere. Efter formiddagsoplæggene pauses programmet af frokostpause, hvor vi ønsker at samarbejde med et eksisterende folkekøkken. Vi er også pt i gang med at kontakte mulige folkekøkkener, der kunne være med på dagen. Efter frokost ønsker vi at skabe Handlerum for deltagerne. Her vil vi facilitere workshops, hvor deltagerne skal diskutere forskellige emner (Mad, Energi, forbrugerisme m.m.) og i mindre grupper kreere en form for produkt, der skal indgå i et fælles output fra dagen i form af et Magasin. Deltagernes egen kreativitet bestemmer resultatet og der opfordres til brug af forskellige udtryksformer (debatindlæg, tegninger, fotografier, digte, madopskrifter, aktivistisk kampagne). Deltagerne skal opleve, at de med egne og forskellige evner, i fællesskab, kan udtrykke sig om emnet og gøre en forskel for vores situation. Vi i koordinatorgruppen vil stå for at samle gruppernes output i et magasin, som vil blive tilgængeligt for alle deltagere efterfølgende. Her vil naturligvis også være en sponsorside med reklame, for de fonde, der har støttet tilblivelsen af arrangementet. Dagen afrundes med en seance, hvor deltagerne kan vise hvad de har arbejdet med. Derefter ønsker vi i samarbejde med folkekøkkenet at tilbyde folkekøkken til aftensmad og derefter fri sang fra Højskolesangbogen og fejring af dagens arbejde.