Energiselskabet ved Andelssamfundet i Hjortshøj

FORMÅL Formålet med projektet med støtte fra Energifonden er at få vurderet og optimeret den mest bæredygtige varmeforsyning for AiH, incl. den forestående udvidelse, optimere indpasning af lokal varmeforsyning i tæt-lavt byggeri, foretage en for projektering for ny varmeforsyning, samt generere input til lokalplanarbejdet. Forslagene skal sigte mod at demonstrere miljøvenlig lokal varmeforsyning i tæt-lavt byggeri, som inspiration for lokal VE-omstilling over hele landet. Udviklingen med solvarme går i dag mod meget store markbaserede anlæg. I dette projekt kan det vises hvordan solvarme, varmepumper og lagre kan indpasses i tæt-lav bebyggelser, og dermed i større byområder, hvor grundpriserne begrænser mulighederne for de store anlæg.

AKTIVITETER Baseret på de undersøgelser, som Energiselskabet og gruppen af studerende har lavet, skal et kvalificeret ingeniørfirma i samarbejde med Energiselskabets bestyrelse:

  •  gennemregne teknik og økonomi for 2-3 scenarier for varmeforsyning af udvidelsen. For det eller de scenarier, der omfatter forsyning fra Energiselskabet, skal også gennemregnes teknik og økonomi for den samlede udvidelse af forsyningen i AiH (dvs. også de dele af ny forsyning, der skal forsyne det eksisterende byggeri). I vurderingen skal indgå hvordan den foreslåede forsyning bedst muligt kan indgå i tæt-lav byggeri, som både nyt og eksisterende byggeri består af, herunder hvordan funktioner kan kombineres på begrænset plads, fx solvarme, varmelager, overdækkede fællesarealer, P-pladser osv. Det skal også indgå muligheder for særligt energibesparende forsyning til de nye huse, fx med pulsvarme.
  •  Udarbejde en samfundsøkonomisk beregning, der kan bruges som input til lokalplanarbejdet
  • Udarbejde notat med anbefalinger til fremtidig varmeforsyning til Energiselskabets generalforsamling.