Termonet – ”the missing link” mellem fjernvarme og individuel opvarmning
I debatten om den grønne omstilling af varmeforsyningen er der opstået et
unødvendigt valg mellem enten de individuelle varmepumper eller fjernvarmen.
Dansk Energi og Dansk Fjernvarme står på hver sin side af denne kløft og
argumenterer for deres sag. Imens står Dansk Industri på sidelinjen og kalder på
lavere energiforbrug, fremfor blot et grønt energiforbrug.
Der findes en bedre vej. Hvor det ikke er enten/eller, men både/og. En vej, hvor
forbrugeren ud over opvarmning også får adgang til køling fra de samme rør.
I den internationale forskning beskrives det som ”5. generations fjernvarme og
-køling” og der findes 40 anlæg over hele Europa. I Danmark kalder vi det
termonet, og vi har allerede nu etableret 7 anlæg, og 4 mere er på vej i 2021.
En stor hæmsko er dog manglende politisk fokus på teknologien, hvorved en række muligheder forpasses.
Termonet giver mulighed for at opnå energieffektiv varme- og køleforsyning med kollektive systemer, hvor det ellers ikke har været muligt med traditionel fjernvarme. Det lader sig gøre, når vi gør op med en række begrænsende antagelser. Opgøret med antagelserne åbner også for en gylden eksportmulighed. Termonet kan styrke eksporten af eksisterende danske fjernvarmekompetencer og -komponenter. Vi skal bare turde at være dem der går foran!
