TRANSPORTENS FOLKEMØDE 2021
Aarhus, oktober 2021
I Danmark står transportsektoren for ca. 30 % af al CO2-udledning, med en stigende tendens. En række ngo’ere og forskere er derfor gået sammen om at planlægge et folkemøde med transport i centrum. Transportens Folkemøde 2021 vil sætte skub til udviklingen af løsninger på transportproblemet ved at samle et bredt udsnit af samfundets aktører. Civile borgere, beslutningstagere, erhvervsliv og NGO’ere må arbejde sammen og indgå kompromisser for at nå frem til holdbare løsninger. Folkemødets aktiviteter struktureres således, at deltagerne i fællesskab udvikler en praksisnær drejebog; “Borgernes Plan for Bæredygtig Transport 2030”. Denne indeholder konkrete løsningsforslag og handlemuligheder, som henholdsvis politikere, erhvervsliv og borgere kan følge for at gøre vores fælles transport mere bæredygtig. Inddragelse af civile borgere er essentielt, da transportløsninger nødvendigvis skal virke i folks hverdag, før det batter noget. Samtidigt er en bred folkelig opbakning bag store forandringer i samfundet væsentligt. Folkemødet afholdes over to dage i oktober 2021 i Aarhus, men er for hele landet.
